Se Holger udrede et 24 timer gammelt og 600 meter langt færtsko- fremmedspor, lagt med tørre klove (uden schweiss på klovene).
Sporet udredes i 25 graders varme med lav luftfugtighed og indeholder wiedergang med stifinderfod, stjerne, knæk og en vejoverførsel.
Efter de 600 meters sporarbejde, er udlagt et 200 meter langt hetzspor som også skal udredes. På denne hetz hvor hunden slippes fri, skal hunden forcere en dyb grøft, en wiedergang, en vejoverførsel og endnu et knæk.
Sporforløbet
Sporet er et fremmedspor, dvs. jeg ingen ide har om hvordan sporet er udlagt. Jeg ved at sporet indeholder wiedergang med stifinderafledning, stjerne, knæk og en vejoverførsel.
Jeg kan se på Holgers tempo på sporet, at sporet ikke oser af fært, da Holger altid går ned i tempo når færtforholdene er svære.
Efter ca. 125 meter løber Holger ind i en færtforvirring, som han skal bruge en del tid på at udrede/løse. Det eneste jeg kan gøre i den situation er at stole 100% på Holger og følge med ham. Jeg får efterføgende fortalt at det er wiedergangen med stifinderfoden han har arbejdet med.
Da Holger har løst denne færtforvirring, tjekkes lidt afledningsfært på en strækning hvor skovbunden er meget tør (ingen frodig vegetation) og i den efterfølgende stjerne roder Holger med et par af bennene i stjernen, inden han finder benet som fører ud af stjernen.
På den sidste 1/3 del af sporet er skovbunden mere frodig, hvorfor Holger ikke har svært ved at følge sporet.
Men da Holger er ved at være fremme ved sårlejet hvor hetzen skal starte, skal han følge en skovvej et lille stykke, inden han skal ind på den anden side af skovvejen. Her kan jeg mærke på Holger at han er ved at være "træt" i hjernen. Han arbejder meget langsomt og skal bruge lidt tid før han finder sårlejet hvor hetzen skal starte.
Hetzen
Jeg kan mærke på Holger at han er træt og trænger til vand, men jeg har på dette spor fejlet som hundefører, da jeg har jeg glemt at tage vand med på dette spor.
Jeg overvejede at stoppe her og derved undlade hetzen. På den anden side er det også for mig som hundefører, meget interessant at se hvordan og om Holger kan arbejde selvstændigt på en hetz, selvom han både er træt og tørstig.
Da Holger slippes til hetz, arbejder han sig fremad i et meget roligt tempo. Jeg kan se at han forcerer den dybe grøft i hetzsporet, hvorefter han forsvinder ud af syne for mig.
Jeg kan se på pejlet at Holger arbejder ihærdigt på at løse wiedergangen. Efter lidt tid får han den løst og fortsætter gennem skoven. Da jeg kommer frem til hvor hetzsporet krydser en skovvej, kan jeg ikke se Holger. Først da jeg kigger på mit pejl, kan jeg se at han står stille - fremme ved skindet og maden.
På tods af at Holger både var træt og tørstig, gav han på intet tidspunkt op, men fuldførte hetzen til UG.